27.09.2021

Headspace i Esbjerg Lukker. Eller i bedst fald kun mister tilskuddet på 600.000 kr. fra Esbjerg Kommune. Hvorfor så det? Jo, gennem de budgetforhandlinger der er foregået, er der bred politisk enighed om, at pengene tilsyneladende kan bruges bedre andre steder. Esbjerg Kommune slår sig op på at være en progressiv kommune og vil være førende inden for mange områder. I flæng kan nævnes, at politikkerne gør et stort nummer ud af at være førende på energiområdet, få en medicinuddannelse til byen om føje tid også en jurauddannelse til byen. Alt sammen tiltag der skal bevise, at byen er moderne og progressiv på alle områder. Imidlertid klinger det temmelig hult. Aktiviteter, der kan profilere byen og skabe fremdrift, er man interesseret i. Såfremt man skal hjælpe nogle af de svageste grupper i byen, er det en ganske anden ting. Og Headspaces målgruppe består af unge med sociale problemer, trivselsproblemer og unge der bare ikke har fundet deres hylde i livet. Dem er der ikke plads til i det kommunale regnskab. For minimale midler, få ansatte og en del frivillige har Headspace formået at skabe både rum og plads til de unge, der har trivselsproblemer af en aller anden karakter. Gennem den indsats har de hjulpet en del unge på rette vej og skabt grobund for, at de unge har kunnet se perspektivet i at foretage nogle positive og bæredygtige forandringer i deres liv. Marginaliseringen er for manges vedkommende blevet brudt.

Hvorfor kaster næsten hele byrådet sig over en af de svageste gruppe i byen der ikke råber højt og kun ganske få ambassadører? Er det fordi gruppen ikke er værd at ofre 600.000 kr. på? Er det fordi tilbuddet anses for at være faglig tynd? Er det fordi politikkerne med djævlens vold og magt vil kunne sætte deres fingeraftryk på budgettet, og derfor sælger ud af deres holdninger for at kunne være en del af budgetaftalerne?

Man kan jo også lave et tankeeksperiment. Er de unge i Headspaces målgruppe nemmere at lukke munden på, fordi de ikke er særlige markante og ikke råber op? Kontra, at foreslå besparelser på områder der ramme partiernes kernevælgere, for eksempel småbørnsforældre. Prøv at foreslå en besparelse på områder der rammer ressourcestærke forældre, og se hvad der så sker?

20.05.2019

Jeg er socialrådgiver og ansat i Team Misbrug og har været tilknyttet den gamle, Stoffri afdeling under Center for Misbrug i Esbjerg. Jeg har været ansat på Center for Misbrug i næsten 20 år og været vidne til naturlige ændringer i behandlingen ud fra en udvikling af de eksisterende tilbud. Jeg har deltaget i disse som socialrådgiver, projektleder og fagkoordinator.

Første januar 2019 blev de største omorganiseringer nogensinde af den stoffri behandling skudt i gang på Center for Misbrug. Omorganiseringer sat i værk af organisatoriske grunde for at foretage en ensretning af tilgangen til tilbuddene. Jeg har tidligere beskrevet, at nogle nøgleord i omorganiseringen har været: at fyre tre myndighedsrådgivere. Mere end fordoble sagsantallet pr. medarbejder. Ændre visitationsprocedurerne til døgnbehandling så det i dag er personer uden kendskab, eller kun en overfladisk kendskab til nogle meget komplekse problemstillinger, der skal tage stilling til visitationerne. Vi skal overtage nogle omfattende statistiske indberetninger og administrative arbejdsgange, der før har været forestået af et sekretariatet med rutine i disse opgaver. Vi skal ændre en faglig specialistfunktion til en generalistfunktion for på sigt at kunne udføre alle funktioner i Voksenmyndighed. Og meget andet, der vil være for omfattende at beskrive her. Jeg vil dog retfærdigvis også sige, at der er sket enkelte ændringer i positiv retning, men det kunne man såmænd også have gjort under den gamle model.

Jeg har været kritisk over for den måde disse ændringer en blevet iværksat og gennemført på. Manglende medinddragelse i beslutningerne har i hvert tilfælde bevirket, at de øverste ledelseslag har handlet ud fra en manglende praktikerviden på nogle meget komplekse områder. En manglende viden, der har medført kæmpeproblemer i den praktiske hverdag både i forhold til de førnævnte, nye vilkår for arbejdet, men også rent praktisk mellem de forskellige afdelinger. Substitutionsborgere – alkoholikere og stofmisbrugere, der vil behandling, er alle meget forskellige borgergruppe og tilgangen har været – og vil fortsat meget forskelligt. Uagtet at nogen vil sige, at en misbruger er en misbruger, og sagerne løses på samme vis, kan jeg blot konstatere, at det i udtalt grad vidner om mangel af viden og indsigt på området.

I mit daglige arbejde må jeg til stadig kæmpe med, at organisationen ikke har været gearet til at implementere så store tiltag, og overhovedet ikke har forberedt sig ordentligt på opgaven - og lyttet til det praktiske niveau. En bedre samklang mellem de øverste niveauer og praktikerniveauet havde måske kunnet afbøde nogle af de problemer, vi sidder med nu. Der forsøges at lave løsninger ud fra problemer, der opstår her og nu, men det er ikke faglig funderede løsninger på komplekse problemstillinger sket i et udviklingsarbejde. Det er lappeløsninger på problemer, der søges løst set i bagspejlet, eller efterhånden som de opstår. Jeg kan desværre også konstatere, at faglig kompetente medarbejdere er begyndt at sive fra misbrugsbehandlingen, med er stort erfaringstab til følge. Ærgerligt at en faglig særdeles kompetent arbejdsplads er ved at blive udvandet og stakkels borgere, der skal stå model til det.

Dette er imidlertid en ting. En helt anden ting er, at det som praktiker er helt uforståeligt, at politikerne i Esbjerg Kommune er uvidende om de reelle forhold, der hersker i forbindelse med omstruktureringerne. Hvor bliver den viden bremset? Er der et reelt ønske om at orientere Jer om fakta på godt og ondt, eller skal der tegnes et skønmaleri over nogle tiltag, nogen tilsyneladende har villet presset igennem godt støttet af nogle overordnede teoretikere. En ren organisatorisk plan, der har, skulle gennemføres koste, hvad det koste vil og med et kaos, der har hersket i mange måneder efterhånden. Nogle siger, at det giver en bedre og mere effektiv misbrugsbehandling. Jeg siger, at det reelt ikke er andet end en spareskrue og et misforstået forsøg på at ensrette myndighedsopgaven.

Jeg syntes naturligvis, at det er beklageligt, at misbrugsbehandlingen i Esbjerg har ændret sig fra at være noget alle andre i Danmark talte positivt om grundet den høje faglighed, der er blevet lagt for dagen til noget, der er under standard eller i hvert tilfælde meget middelmådigt.

29.04.2019

Verden er underlig. Mange mennesker tager afstand fra stalking. Formodentlig undtaget dem, der tilsyneladende ser det som deres livsopgave at forstyrre og genere andre mennesker mest muligt. Altså stalkeren. Med ved du, at staten rent faktisk er med til at understøtte stalkerens chikanerier og terror? Og rent faktisk er med til, at ofrene lades fuldstændig alene tilbage og reel, retsløse?

Vi taler så meget om retssamfund. Og i et retssamfund skal den anklagede have mulighed for både at gøre indsigelser i en uendelighed, have fri proces og have beskikkede advokater, når en sag kører. Efter regler om fri proces. Og her har vi det groteske. Stalkeren kan trække en sag ud i årevis godt støttet af det offentlige, der afholder regningen til stalkerens advokatudgifter. Dig og mig. Med andre ord. Ofrene skal tåle, at stalkeren har nogle retskrav, som offeret ikke har – og ofte reelt, slet ikke kan komme i nærheden af. Afgørelser udsættes i det uendelige, fordi stalkeren bevidst gør alle mulige krumspring og indsigelser, netop for at trække dem i langdrag og køre offeret endnu mere træt og endnu mere rundt i en grotesk og surrealistisk manege. Eller stalkeren udebliver fra Retsmøder den ene gang efter den anden af alle mystiske grunde. Støttet af en lægeattest kan alt udsættes gang på gang. Og da der hver gang kan gå et halvt – et hel år, inden næste retsmøde kan berammes, skal man ikke være den store matematiker for at regne ud, at dét alene kan trække sagen i en uendelighed.

Hver gang vi snakker retssamfund og indskrænkninger i nogle menneskers muligheder for bevidstløs at bruge retssystemet til at fortsætte chikanerierne, lyder der vilde protester. Men husk på, at der altid er ofre i kølvandet stalkerens rettigheder. Vi lider af udtalt berøringsangst for at udarbejde en lov, der effektivt sætter grænser for stalkernes muligheder for at køre rundt med offeret og retssystemet i årevis. Det er et fy-ord at sætte spørgsmålstegn ved nogle mennesker retssikkerhed, som jeg jo reelt gør. Eller bare forsøge at sætte en grænse.

Et eksempel fra den praktiske skilsmisseverden. Såfremt stalkeren ligger under beløbsgrænsen for at få fri proces og dermed betalt advokatbistand, koster det ikke en klink at gøre indsigelser mod alle mulige detaljer i sagen og dermed trække sagen i uendelig langdrag. Såfremt offeret ligger bare nogle procent over denne beløbsgrænse, skal offeret betale i omegnen af toenhalvtusind kroner i timen af egen lomme til advokatbistand. Har stalkeren som erklæret mål at genere modparten mest muligt, herunder at ødelægge økonomien fuldstændig, er det jo ikke vanskelig at regne ud, at sagerne ustandselig trækkes i langdrag, når det er en gratis omgang for stalkeren, medens offeret skal betale en tårnhøj timeløn til advokatbistand af egen lomme hver gang et spørgsmål skal besvares.

At offeret ligger fem procent over beløbsgrænsen for fri proces, betyder faktisk ikke, at offeret er mangemillionær. En almindelig lønarbejder med pensionsordning kommer hurtig over denne beløbsgrænse og står så med tårnhøje sagførerregninger den ene gang efter den anden. Til udelt morskab for stalkeren, der jo udmærket kender vores skæve retssystem og driver sagen til det yderste. Og i øvrigt har en interesse i, at sagen trækkes længst muligt. For at genere offeret mest muligt. Er det retssikkerhed? Og for hvem?

Jeg mener ikke, at nogle mennesker skal gøres retssikkerhedsløse, men jeg savner mulighed for effektiv indgriben, når nok er nok. Og, ikke mindst når en stalker bevidst bruger en fri proces til ikke alene at underminere og ødelægge økonomien for modparten, men også får lov til at holde en sag i live i uendeligheder. Alene med det formål at skade modparten og fortsætte sig psykiske terror.

Artiklen har været udgivet i Information 6. juni 2019. Se avisudgaven her:

 https://www.information.dk/debat/2019/06/saet-stopper-stalking-paa-statens-regning

22.01.2019

Hver dag bringer nye historier om omstruktureringer inden for den offentlige sektor. Omstruktureringer og effektiviseringer, der skal gøre tilbuddene til borgere med sociale problemer bedre og billigere. Påstås. Men hvad er realiteterne? Realiteterne er, at medarbejdere overalt i den offentlige sektor pålægges væsentlig flere arbejdsopgaver og byrder. Øget borgerantal pr. medarbejder, sammenlægninger af afdelinger, nedlæggelse af andre afdelinger, regulære besparelser, nye edb-systemer, mere bureaukrati, flere arbejdsopgaver, andre arbejdsopgaver og meget meget andet. Det offentlige skal køre længere på literen! Politikere udstikker nogle ideologiske mål for indsatsen på området og embedsmænd ofte, uden fem øres praktisk erfaring bringer dem til udførelse. Der sparkes nedad. Og så kalder man det en forbedring af tilbuddene. Se dog på det antal sager, der hele tiden popper op med borgere, der føler sig dårlig og forkert behandlet. Vi møder mennesker, der har problemer med visitationskrav, der er så høje, at de ikke har særlig store chancer for at få hjælp til deres problemer. Eller, vi vil definere, hvornår et problem er et problem for at kunne justere indsatsen op eller ned efter forgodtbefindende. Det grænser til naivitet at tro, at det hav af omstruktureringer, der sker inden for den offentlige sektor, er ret, meget andet end spareøvelser. Et skalkeskjul, fordi man fra politisk hånd, ikke tør- eller evner at tage ansvar. Borgerne og personalet kommer til at betale prisen. Politikkerne undrer sig over, at der er mange sygemeldinger inden for stort set alle områder heraf en del langtidssygemeldinger. Er det, fordi personalet er dumme og dovne. Nej, det er de faktisk ikke. Der er mennesker, der har høje standarder for egen faglighed, men som ustandselig tvinges til at gøre kål på denne faglighed i et stadig større dagligt tidspres med flere og flere arbejdsopgaver. Og det i større og større grad. 

Jeg kan til nøds have forståelse- og respekt for, at man skærer ti procent af misbrugsbehandlingen, som er mit eget felt. Men så tag ansvar for besparelsen. Meld det sænkede serviceniveau ud til borgerne i stedet for at fuske med nogle omstruktureringer, kalde det forbedringer og lægge ansvaret for en umulig politik og manglende ansvarstagelse over på den enkelte medarbejder. Lad dog være med at bruge de forskellige personalegrupper som buffer for egen manglende formåen eller interesse på området. Tak.

10.12.2018

Den stoffri misbrugsbehandling i Esbjerg Kommune har gennem mange år været beundret i store dele af Danmark for den progressive tilgang, centeret har haft.

Det lykkes fra politisk hold godt støttet af en række teoretikere og teknokrater at gamble med behandlingen og sætte års yderst faglig kompetent indsats over styr. Alt sammen på under et år. Imponerende. Virkelig imponerende!

I lange perioder har der været et godt samklang mellem medarbejderne og de interne behandlingstilbud i kommunen med vore 3 samarbejdskommuner samt det eksterne samarbejde med mange andre aktører inden for misbrugsområdet.

Sideløbende med dette har vi også opbygget et epokegørende, tværfagligt og tværsektorielt samarbejde med både Voksenpsykiatrien og Børnepsykiatrien i det vestjyske område. Noget helt unikt i Danmark og som mange samarbejdspartnere har skelet til- og misundt kommunen.

Nye tider, nye skikke. Nu skal den stoffri misbrugsbehandling strømlines og effektiviseres. Myndighedsrollen ensrettes. Udadtil skal tilbuddet opdateres og gøres mere tidssvarende. Vi skal skabe Danmarks bedste misbrugsbehandling! Sagt i ramme alvor! Er det andet end regulære besparelser? Afvikling i overhalingsbanen? Og ordflom!

Jeg er ikke den store matematiker, men hvordan kan indskrænkning af medarbejderantallet, en fordobling af sagsstammen, en væsentlig, yderligere administrativ byrde og en reduktion af døgnpladser med ca. 30 procent være en forbedring? Myndighedsrådgiverne har indtil nu haft 2 lovområder at skulle håndtere, men nu stiger det til 6 – 8 lovområder. Alle skal kunne klare alt. Jeg skal kunne arbejde med alkoholikere, substitutionsborgere samt misbrugere, der ønsker at ansøge om stoffri behandling. Samt have kendskab til indsatsen på andre områder, for eksempel bevilling af boformer og specielle støtteforanstaltninger for borgeren. Kan jeg det? Ja, selvfølgelig, såfremt man vælger, at indsatsen skal være tynd som nyis, og ikke ordentligt kvalificeret. Kommunen går fra specialistfunktion til generalistfunktion. Og en administratorfunktion. Og det gør man i en tid, hvor borgerne ikke alene møder op med misbrugsproblemer, men også ofte har psykiske problemer, adfærdsmæssige problemer samt store sociale problemer. Oversat: borgernes problemstillinger bliver tungere og tungere – tilbuddene og indsatserne mere og mere udvandede.

Og jo, jeg vil gerne nytænke, men kan konstatere, at ingen praktikere har været involveret i noget som helst. Overordnede, politiske rammer er udstukket til teoretikere og teknokrater, der igen har omsat det i nogle håbløse tiltag, der bærer præg af manglende viden- og respekt på området. Fremskridt. Tja´, jeg mener nu, at det kun i ringe grad er en forbedring af noget som helst – ud over måske kommunens økonomi. Og formodentlig ikke engang det!

24.10.2018

Alle henviser til motivationsfaktoren i arbejdet med borgere, der har sociale problemer. Jeg må desværre erkende, at begrebet kan bøjes alt efter øjeblikkelig overbevisning og personlige holdninger.

Motivation kan være at tage udgangspunkt i den enkeltes, samlede problemsæt og med baggrund heri iværksætte en afklaring og perspektivering. Ikke mindst med fokus på de reelle ressourcer og livsvilkår, som borgeren nu engang har. Formålet er at få borgeren til at forholde sig til sine problemer og forsøge at skabe en ændring ud fra et realistisk billede med hensyntagen til de personlige ressourcer, der er til stede. Det betyder, at der igangsættes en proces, der forhåbentlig fører til en positiv, permanent ændring for borgeren. Eller for at nævne et fyord. Får en højnet livskvalitet, selvom borgeren måske ikke falder inden for de rammer, som konkurrencestaten med flittig hånd definerer.

En anden model kan være tvangsmotivering. Altså stille nogle krav ud fra de strømninger, der hersker på et givent tidspunkt. Og i disse år er mantraet, at mennesker ikke skal lægge samfundet til last. Alle skal klare sig selv. Du skal yde, hvis du vil nyde. I flæng kan nævnes lovgivninger, der er regelret grænsende til det rigide, hvor der ikke levnes ret meget hensyntagen til borgerens ofte meget komplekse problemstillinger. Arbejdsmarkedslovgivningen strammes ofte. Kriterierne for kontanthjælp skærpes. Alle skal med djævlens vold og magt være selvforsørgende uagtet deres personlige ressourcer.

Det kan selvfølgelig være en pointe i, at borgerne arbejder hen mod selvforsørgelse, men hvor er forståelsen for, at nogle mennesker i dette samfund ikke har samme forudsætninger som andre? En kræftramt falder måske for sygedagpengene, fordi deltagelse i en arbejdsprøvning ikke magtes! En debuterende sindslidende magter ikke at underkaste sig de rigide regler for hjælp og presses ud i nogle uanstændige tiltag.

I stedet for at invitere borgeren ind i den sociale varme for at få en ordentlig hjælp og en håndholdt støttende indsats bliver hånden holdt afværgende op for at holde borgeren i armslængde. Formodentlig ud fra devisen om, at alle skal klare sig selv eller i hvert tilfælde, mødes med solide krav, såfremt man vil have hjælp.

Dette sammenstød mellem en blød lovgivning og en hård lovgivning er, som er et sammenstød mellem fornuft og ufornuft. Mellem menneskelighed og det modsatte. Tidens trend bevirker blot, at svage borgere skubbes længere ud, stigmatiseres og marginaliseres endnu mere, end godt er. Er det det vi vil?

26.09.2018

Indimellem må man undres. Stort set alle mine kollegaer er under omstruktureringer eller har gennemført nogle heftige kommunale krumspring og manøvrer for at foretage diverse ændringer.

Hvad der springer i øjnene i disse år, er imidlertid, at der kastes vrag på årelang erfaring på det sociale område, oparbejdet af de praktikere, der har været tættest på borgerne. Tidens trend og tendenser er i dag ofte udtænkt fra de øverste ledelsesniveauer eller det politiske niveau ud fra nogle overordnede, strategiske sigtelinjer. Disse nye tanker skal så implementeres i diverseorganisationer. Jeg efterlyser samklang mellem det overordnede niveau og det praktiske niveau. Altså mindre overordnet teori og strategiske sigtelinjer. Og mere praksis!

Det harmer mig, når jeg hører, at alle arbejdsmetoder, procedurer og arbejds-processer er til revision i en omstillingsproces. Altså en tanke om, at alt kommer i spil, og så må man se hvad – og i givet fald, hvilket man ønsker at bibevare, skrotte eller lave om. Uden særlig meget skelen til praktikernes input og der erfaringer, der kan hentes dér i hverdagen med de enkelte borgere.

Ikke fordi jeg partout vil bibevare alt det gamle, men metoder og processer, der har givet gode resultater gennem mange år, bliver dømt ude med et snuptag. Og det er dér, harmen kommer ind. Der sidder faktisk nogle knalddygtige medarbejdere i det sociale system, der har frembragt gode resultater gennem mange år. Og dette arbejde devalueres pludselig respektløs – guderne må vide af hvilken grund. Har det været så ringe, hvorfor er det så ikke lavet om for længst?

Er det, en nyopdagelse af nogle epokegørende, faglige vises sten? Det må man jo bøje sig for - trods alt. Eller er det et kikset og sminket forsøg på at indføre besparelser på det sociale område?

Jeg har tit undret mig over den trang til nytænkning. Er vi gået for vidt i trenden med at gå fra velfærdsstat til konkurrencestat, hvor alt skal måles, skaleres og værdisættes? For meget kasseapparats-tænkning? Og for lidt forståelse for, at tiltag uden praktisk klangbund har store konsekvenser for de borgere, der skal stå mål for dem.

Har jeg løsningen? Ja, selvfølgelig. Evaluerer de områder i tilbuddene, der hænger. Vælg det ud der, ikke er tilfredsstillende ret dét og behold det, der virker. Og gør det i et samarbejde. Det er mere respektfuld for både borgere og det personale, der loyalt har arbejdet med det, der har været godt nok – indtil nu.

31.07.2018

150 særlige pladser i psykiatrien. Hverken fugl eller fisk?

Efter de tragiske sager med drab på opholdssteder besluttede regeringen at oprette 150 særlige pladser til gruppen af svært belastede borgere. Så langt så godt.

I Region Syddanmark er der oprettet 15 pladser i Vejle og senere på året skal der åbnes 16 pladser i Esbjerg.

Hvorfor går det så trægt med at få pladserne fyldt op? Et der ikke behov for pladserne? Et der økonomisk incitament til at undlade en visitering til pladserne? Er det visitationskriterierne, der er urealistiske?

Med 5 drab på opholdssteder kan man dårligt postulere, at der ikke er et behov for et ekstraordinært tilbud til den gruppe borgere.

Vedrørende det økonomiske aspekt: kommunerne skal betale for tomgangspladser, så en del af regningen kommer alligevel. Medmindre at man lader være med at visitere til pladserne i håb om, at de nedlægges, og dermed sparer kommunerne pengene. Forhåbentlig ikke så sandsynlig!

Kan det skyldes, at visitationskravene er for strenge. JF. Psykiatrilovens §42 c er disse i forkortet form: patienten skal være til fare for andre have, en uforudsigelig adfærd, en svær psykisk lidelse, særlige sociale problemer, tidligere indlæggelser i psykiatrien, forløbet skal forhindre patienten i at købe rusmidler anskaffe farlige genstande eller begå kriminalitet samt begå vold. Endvidere skal der, kunne knyttes an til misbrugsbehandling.

Alt dette skal ske af frivillighedens vej.

Såfremt en borger omfatter alle ovenstående problemstillinger, er det ikke særlig sandsynligt, at de vil samtykke til en frivillig indlæggelse. Alene af den grund, at selverkendelsen ofte ikke er til stede, eller kun i ringe grad.

På misbrugscenteret møder jeg meget ofte borgere, der kan placeres ind i en del af visitationskriterierne, men ikke dem alle.

Mit enkle spørgsmål er så: hvorfor tilpasser man ikke visitationskriterierne til de borgere, der har behov for det fremfor at liste en række krav, der kun passer på en meget lille del. I sin nuværende form er det nemmere for en kamel at komme gennem det famøse nåleøje end få de særlige pladser fyldt.

En dobbeltbelastet borger, der opfylder 3/ 4 dele af visitationskriterierne, kan være utrolig forpint af sine psykiske, sociale og misbrugsmæssige omstændigheder, men har også have brug for en massiv og samlet indsats. Om end for andet så for at undgå, at de ender i den nuværende målgruppe.

Så derfor: revider visitationskriterierne, og udvid målgruppen. Det vil være ærgerligt, såfremt et godt og relevant tiltag løber ud i sandet på grund af nogle for snævre bureaukratiske rammer.

18.06.2018

Nu er debatten så begyndt om, hvorvidt Regionerne skal overtage misbrugsbehandlingen fra Kommunerne. Det kan der være 2 grunde til. Enten er det rent politik ud fra devisen om, at flere områder under Regionerne yderligere vil legitimere berettigelsen. Mulighed 2: rent faktisk har Regionerne udtænkt en anden måde at udføre tingene på. Mulighed 1 vil jeg ikke afvise. Såfremt det er mulighed 2, vil jeg gerne se nogle helt konkrete tiltag til forandringer. Med andre ord – hvad kan Regionerne byde ind med på det helt konkrete og praktiske plan i det daglige arbejde med misbrugerne.

Lidt fra min værktøjskasse som kommunal myndighedsrådgiver. Jeg kan, blandt andet: iværksætte motivationsbehandling, dagbehandling, døgnbehandling, afgiftning i kommunens egen afgiftning, visitere borgerne til et opgangsfællesskab samt iværksætte en udkørende funktion for de borgere, der ikke formår at bruge de andre tilbud. De ambulante tiltag kan jeg iværksætte fra 1 time pr. uge til 4 hele dage i uge. Og så er der i øvrigt også ordination af suboxone, metadon og lægeordineret heroin. Med andre ord. Viften af tilbud er meget bred og tager udgangspunkt i den enkelte borger og de behov, vedkommende har. Hvad mere vil I have?

Som en ekstra krølle på alt dette har vi siden 2012 haft fokus på det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde mellem behandlingspsykiatrien og misbrugscenteret. I dag er der et historisk, godt samarbejde mellem psykiatrien i det sydjyske område og misbrugscenteret. Et samarbejde, der tager sit udgangspunkt i en gensidig forpligtelse til at samarbejde om borgerne. Med understregning af forpligtende samarbejde, der kører begge veje. Som en krølle på dette samarbejde har vi som myndighedsrådgivere en henvisningsret til Voksenpsykiatrien i området. Med andre ord: jeg kan som kommunal socialrådgiver screene og henvise direkte til Central Visitation i Voksenpsykiatrien. Er dette så det perfekte samarbejde, hvor der ikke opstår uenigheder? Nej, selvfølgelig ikke. Forskellen er bare, at vi nu løser problemerne og samarbejder, også når der opstår uenigheder. Og, så er der sket et skred fra det formelle samarbejde til et uformelt samarbejde – den bedste indikator, på at alle vil samarbejde. Kan det blive bedre? Selvfølgelig kan det det. Vi er ikke i mål, men der er sket en markant forbedring af det tværsektorielle og tværfaglige samarbejde fra 2012 til idag. 

Ønsker man at styrke tilbuddet til misbrugerne skal der måske udarbejde nogle retningslinjer for et forpligtende samarbejde, hvor både Regionerne og Kommunerne får nogle kvalitetsstandarder, der skal arbejdes ud fra. Og som skal følges af alle parter.

Et skift fra Kommunerne til Regionen minder lidt om at forsøge at give en trabant større motorkraft ved at sætte større nummerplader på og så tro, at den hellige grav er velbevaret. Sagt på en anden måde: ny skiltningen og overskrifter gør det ikke - der skal noget meget mere grundlæggende til. Og vi har til fulde gjort vores del af arbejdet!

22.05.2018

Med mellemrum kører debatten med legalisering af stoffer, herunder hash. Når jeg ikke syntes, at det er en speciel, god ide, hænger det sammen med, at det ikke er OK at fjerne et stort samfundsmæssigt problem ved at lovliggøre det med tilfældige populistiske forslag. Måske skal politikkerne tage det mere alvorlig og komme med nogle brugbare og langtidsholdbare løsninger. Mere om det til sidst i indlægget.

Vil vi løse vores problemer på den måde? Keine hexerei – nur behendigkeit. Lidt fix-faxerier så bliver noget ulovligt med et penne strejf lovliggjort – og så er det problem løst. Sætter vi promillegrænsen til 2½, vil vi garanteret også få færre spritbilister. Hæver vi fartgrænsen til 120 på landevejene, får vi sikkert, også færre hastighedsovertrædere.

Måske kan man få lidt styr på narkokriminaliteten, men kriminalitet er som vand – det finder altid en ny vej, hvis den gamle bliver blokeret. Og vil man tage den fulde konsekvens ved en legalisering? Betyder det for eksempel, at man må køre med hash i blodet? Skal der være graduerede grænser, eller hvordan vil tilhængerne takle det? Da hash kan ses i urinprøver selv efter lang tid, må man jo også forholde sig til den faktor.

Jeg vil medgive, at mange mennesker ikke har problemer med at ryge en joint og bruger det som rusmiddel på samme måde, som andre drikker nogle glas vin. Ny ungekultur og ny rusmiddelkultur – og alt det dér. Og jo, nogle kan sagtens ryge et par joint pr. måned og få et liv til at hænge sammen, men mange kan ikke. Vil vi betale den pris?

Når jeg sidder med unge, der har søgt misbrugsbehandling, er det jo netop, fordi de ikke kan dét, og der er mit fokus. Jeg kan konstatere, at skadevirkningerne, for unge, der har været afhængig af hash i en årrække, er mærkbare. Nedsat kognitiv funktionsniveau, misset skolegang, mistet arbejde, brudte kæresteforhold og en generel, dårlig evne til at opbygge en sund struktur i deres hverdag og liv. Mange begynder med hash som 15 – 16 årig, hvor det bare skal prøves. Som 16 årig ude i et regulært misbrug med rygning næsten daglig, og i stadig stigende mængder. Og så kører det slav i slav med eksperimenteren med andre stoffer i en pærevælling, indtil de måske søger hjælp for misbruget. Vil vi risikere, at en legalisering og lettere tilgang til hash også vil bevirke, at flere unge får en usædvanlig dårlig start på voksenlivet?

Løsningen er ikke lige for – indrømmet. Måske mere tidlig forebyggelse helt fra barnsben kan være med til at bryde en negativ social arv. Måske en mere intensiv oplysning over for børn og unge. Måske nogle mere kvalificerede tilbud til rodløse unge, der ikke bare kan finde ud af det. Altså forebyggelse.

Jeg syntes faktisk, at politikkerne skulle nedsættes en tænketank, der kommer ud i alle krogene. Og medinddrage de resultater og erfaringer, der er gjort her i landet samtidig med at inddrage erfaringer fra andre lande. På den måde kan alle aspekter inddrages, og der kan udarbejdes en samlet plan for området, så indsatsen ikke bliver efter de forhåndsværende søms principper – vi tager det, der er nemmest og tættest på uden at tænke i helheder.